Bevidst Koks og Den italienske samling

Kom med helt tæt på maleren Wiliam Skotte Olsens liv og virke i udstillingen Bevidst Koks. Sammen med en kunstfaglig omviser vil I opleve Skotte Olsens totaludsmykkede skurvogn fra Christiania og udforske alt fra malerier, lampeskærme, musik og malerpaletter. Skotte Olsen havde nemlig en trang til at male hele tiden og på alt. Han kunne slet ikke lade være!

Helt særligt for udstillingen Bevidst Koks er Skotte Olsens skurvogn. Den sidste del af kunstnerens liv boede han i lige præcis denne vogn på Christiania i København. Her kunne han passe sig selv og sin malerkunst. Malerkunsten har da også smittet af på vognen, som er bemalet overalt med de karakteristiske menneskeansigter, vingeløse fugle og ansigtslignende huse. Efter kunstnerens eget ønske skulle vognen på museum, og nu er hans ønsket blevet opfyldt, da den er blevet en del af HEARTs samling.

I udstillingen Den Italienske Samling får I et indblik i museets store samling af italienske værker særligt fra 1960erne. En ikonisk skikkelse for HEART er kunstneren Piero Manzoni som var på ophold ved kunstsamler og skjortefabrikant Aage Damgaard i 1960 og 1961. Mange af Damgaards værker er overgået til museet, og vi er stolte af at kunne byde jer velkommen i en unik samling af værker fra den italienske avantgarde, hvor kunstnerne udfordrede grænserne for, hvad kunst er og kan være.

> Book en omvisning