The End - Fabio Mauri

mauri web

Fabio Mauri, The End, 1960. Courtesy of the Estate of Fabio Mauri and Hauser&Wirth

23.03.19 - 25.08.19

For første gang i Danmark præsenterer HEART en soloudstilling med den italienske kunstner Fabio Mauri, der sideløbende med kunstnere som Piero Manzoni var en central del af 60ernes italienske kunstmiljø. Med fokus på emner som oprør, propaganda og nationalisme stiller Mauris værker spørgsmålstegn ved hvordan bl.a. fascismen i hans samtid forførte individer, befolkninger og stater.

Fra 1954 var Fabio Mauri en del af den italienske avantgarde, der gjorde op med kunstens traditioner, og særligt det traditionelle maleri. Mauri arbejdede samtidigt med andre italienske kunstnere som f.eks. Piero Manzoni, som forsøgte at rense maleriet for betydning ved at fjerne både farvean og motivet på lærredet. Ligesom Manzoni arbejdede Mauri med den monokrome (ensfarvede) flade som det for eksempel kommer til udtryk i værkserien Schermo (Skærm) fra 1958-1968. Mauri var dog ikke ude på at rense fladen for betydning, men ønskede at udforske hvordan værket kan frembringe et minde eller en erindring og stille spørgsmålstegn ved, hvad vi hver især forbinder med værkets materiale og form, og til hvordan kunsten dokumenterer vores historie.

Mauri var optaget af værkets betydning, og han undersøgte bl.a. betydningen af biograffilmens, slutskærm med ordene ”The End”. Hvad kan slutningen have af betydning? Som filmens ende har alt i livet en afslutning og ordene ”The End” kommer til at stå som et memento mori. Memento mori betyder ”Husk, at du skal dø” og udtrykket bruges om et kunstværk, hvis hensigt det er, at minde os om, at livet ikke varer evigt. Vi skal dø. Ofte brugte man et kranie som symbol på menneskets dødelighed, men her hos Mauri er kraniet erstattet af ”The End”, som vi kan læse som altings endeligt - døden.

Et centralt element i Fabio Mauris virke er hans interesse for menneskets dobbeltsidede natur som både godt og ondt. Han var ikke bange for at se døden i øjnene eller for, gennem sin kunst, at genopleve og iscenesætte det onde. Netop derfor valgte han bl.a. at genoptrykke nazisternes pressefotos i værkserien Manipulazione di Cultura / Manipulation der Kultur, 1971-1975. Her kommer det onde, krigen og ødelæggelsen helt tæt på.
Fabio Mauris værker består af utallige tegninger, malerier, installationer og ”teater-performances”, som han selv kaldte dem. Efter 2. verdenskrig var mange kunstnere bange for at bruge krigen og dens historie i kunsten. Mauri tog udfordringen op og brugte netop krigen som udgangspunkt for sine værker.

Mauris værker udtrykker både hans egne interesser og samtidens store emner, såsom politiske ideologier, død, krig og vores opfattelse af historien. Hans virke vidner om en trang til at dokumentere det, der fortæller om menneskets adfærd og historie helt ned til den mindste detalje. Derfor udforsker han også, hvordan film og medier er med til at forme vores måde at se verden på.

I 1970’erne begynder han at arbejde med performancekunst med udgangspunkt i fascismen. Han lader f.eks. biografens sorte ”The End” stå som baggrund for opførelsen af en performance, som han giver titlen: Hvad er fascisme. Mauri bruger ikke et spørgsmålstegn, men et punktum og antyder dermed at hans performance er svaret! Mauri brugte ikke, som mange andre performancekunstnere, sin egen krop som kunstnerisk medie. Han inddragede i stedet unge dramastuderende, som blev instrueret med et skrevet manuskript.

Teksten var helt central for Mauri, og han skrev tekster til stort set alle sine installationer og performances. Som kunstner bevægede han sig mellem litteratur, kunst og teater. Interessen for tekst kom ikke fra fremmede. Mauri blev født ind i den italienske bogtrykkerfamilie, der havde forlaget Bompiani. Her arbejdede Mauri også selv i årene 1957-1975, og forlaget eksisterer stadig den dag i dag. I 1979 blev Mauri tilbudt en stilling som lektor på Academy of Arts of L’Aguila, og underviste her indtil 2001 i eksperimentendende æstetik. Eksperimenterende æstetik er en kunstform, der udfordrer og eksperimenterer med den måde, vi forstår, møder og sanser kunsten på, præcis ligesom Mauri gjorde ved at kombinere litteratur, kunst og teater i sine egne værker.