Manzoni / Gadegaard

Manzoni Gadegaard

01.11.13 - 27.04.14

HERNING AVANTGARDEN SLÅR TIL IGEN
Hadet og elsket – I år er det henholdsvis 80 - og 50 året for Piero Manzonis fødsel og død. HEART fejrer dobbeltjubilæet med en udstilling af den italienske kunster, som satte verden på den anden ende med sine ironiske og konfronterende værker. Samtidig præsenterer museet landets største samling af Paul Gadegaard, maleren der vendte op og ned på vores forventninger til kunsten, hev den ud rammen og ind i folks hverdag.

I får nu chancen for at opleve mødet mellem to af Herning Avantgardens største ikoner, der begge formåede at pille kunsten ned fra sin piedestal.

 

LORT PÅ DÅSE
Den er umulig at komme udenom. Dåsen Merda d'Artista er et af de mest omstridte værker i historien, og i dag, 52 år efter Manzonis berygtede toiletbesøg, er luften stadig tyk af forargelse.

"Det her er noget lort. Jeg synes, det er at gøre nar af godtfolk at sætte sådan noget i en montre" sagde forhenværende kulturminister Per Stig Møller, og Pia Kjærsgaard kaldte dåsen for usmagelig og vulgær.

Manzonis værker lader til at være indhyllet i en form for magisk tåge, der gang på gang får os til at vende tilbage til det spørgsmål, som aldrig mister sin kraft: kan alt være kunst? Og netop derfor bliver vi ved. Glæd jer til at blive udfordret af det bedste fra HEARTs Manzoni-samling, som for første gang udstilles side om side med en ren udstilling af Gadegaard.

 

"JEG SKAL FAN'ME MALE DANMARKS STØRSTE SOCIALREALISTISKE MALERI"
Det var Gadegaards ord, da han fik stillet opgaven at udsmykke Aage Damgaards fabrik i Herning Den Sorte Fabrik. Hans karakteristiske kantede former og stærke farver indtog vægge, gulve, møbler og blev en del af livet på fabrikken. Han malede uden for rammerne, og sluttede sig på sin egen måde til Manzonis påstand om, at alt kan være kunst – stole, borde, vægge – ja, selv menneskerne omkring den.

Så når Manzonis farveløse værker står over for Gadegaards farvestrålende, er der samtidig en uudtalt enighed om, at kunsten ikke er så ophøjet og sublim, som dens ry. De to kunstnere hævdede, at kunst er alt og alle vegne.