HESTEOFRINGEN
Den mest omtalte happening i Danmark er sandsynligvis Bjørn Nørgaards hesteofring i 1970. På en sneklædt mark i Nordsjælland blev den aldrende hest Tulle slagtet og dissekeret, hvorefter dele af den blev fyldt på syltetøjsglas med formalin. Den rituelle slagtning blev udført under toner fra violinspil og digtfremføring af Lene Adler Pedersen, mens hun bar på et kors. Indhyllet som et mytisk ritual var handlingen en transformation af den levende organisme til konkret materiale, der blev fastholdt i form af konserveringen. Happeningen gav anledning til en meget oprørt debat og blev hurtigt politisk.
EKS-SKOLEN
Denne form for undersøgelse af materialet var en efterfølger til flere af sådanne eksperimenter, som Bjørn Nørgaard udførte på Eks-Skolen. Skolen blev dannet som et alternativ til Kunstakademiet, fordi man mente, at undervisningen ikke holdt trit med udviklingen. På Eks-Skolen fokuserede man mere på processen end på produktet.
Bjørn Nørgaard ville egentlig have været tegner og maler, men han droppede det hurtigt til fordel for skulpturen. For at finde frem til et skulpturelt formsprog, der var helt hans eget, gav han sig til at undersøge og afprøve materialerne. Det foregik blandt andet ved Skulpturel Demonstration i 1966. Her blev fødderne indstøbt i gips, hvorefter han trampede rundt med dem for at afprøve, hvordan kontakten mellem rum og krop fornemmedes. Happeningen blev overværet af blandt andre Joseph Beuys, den tyske professor og performancekunstner, der fandt Bjørn Nørgaards fremgangsmåde interessant og inviterede ham til Düsseldorf, hvor han medvirkede i en af Beuys´ aktioner.
Happeningen som udtryksform blev en væsentlig del af Bjørn Nørgaards kunst i 1960´erne og 1970´erne. At man vælger at udtrykke sig på denne måde kunne skyldes, at man opfattede andre gængse kunstformer som værende udtømt for muligheder. Derudover kunne man med happeningen skabe et rum, hvor kunstnerne kunne mødes på tværs af deres genre og skabe i fællesskab. Bjørn Nørgaard holder stadig fast i happeningen eller aktionen som kunstform.
TABLEAUER
Uden at blive formelt opløst, så ophørte arbejdsfællesskabet for Eks-Skolen i løbet af 1970´erne. Bjørn Nørgaard fortsatte sit kunstneriske arbejde alene eller sammen med kunstnere som Lene Adler Pedersen, Per Kirkeby og Ursula Reuter Christiansen. I denne periode begyndte han i højere grad at bruge vores kunst- og kulturhistorie som materiale. Historien blev det stof, som Bjørn Nørgaards værker blev skabt af, og som han brugte til at diskutere nutiden med. Han skabte en lang række skulpturelle installationer eller tableauer, hvor Marat – hvem var Corday (1976), var en af dem. Værket findes på HEART.
I disse tableauer blev citater fra historien, historiske figurer og motiver blandet med elementer fra det personlige og samtidens erfaringsrum. Uden at værkerne skal betragtes som historicistiske, så er de en erkendelse af, at vores kunst kommer af tidligere tiders kunst. Kunst- og kulturhistorien er en stor database med emner, figurer, symboler og udtryk.
Bjørn Nørgaard selv kalder det for "genbrugsklassicisme".
IKAST
Denne genbrug blev indledt med værket Monument til Ikast (1973), som kan ses i Frisenborgparken i Ikast. For Bjørn Nørgaard var den moderne kunst nået til et endepunkt, og for at komme videre måtte kunstneren gøre brug af, hvad tidligere tiders kunstnere havde frembragt.
Monument til Ikast er en pyramide på et fundament. I pyramiden og rundt omkring på monumentet ses forskellige hverdagsgenstande som kopper, bleer og vaskepulver – det er ikke længere de autentiske genstande, som det oprindeligt var. I dag er de støbt i bronze.
UDSMYKNINGER
I 1979 fik Bjørn Nørgaard det første af en lang række af tilbud om at skabe offentlige udsmykninger. Den første var til Gladsaxe Bibliotek, der blandt andet fik en stor, keramisk hule placeret i forhallen. Udsmykningen er en kommentar til stedets arkitektur, og samtidig en henvisning til biblioteket som stedet for fortællinger, ny viden, kulturel arv og fantasi. Herefter fulgte en udsmykning af Panum Instituttet, hvor Bjørn Nørgaard igen gjorde brug af keramikken. Her skabte han 12 store figurer i keramik, som Bjørn Nørgaard har kaldt for allegoriske figurer. De har referencer til instituttets arbejde, motiver fra anatomien og træk fra den oprindelige sydamerikanske kunst.
De nævnte er blot de første af mange udsmykninger rundt omkring i landet, og som vel med rette kan siges at kulminere i opgaven med gobelinerne til Dronningen. Det tog Bjørn Nørgaard 12 år at udfærdige kartonerne, der var de skitser, gobelinerne blev vævet efter. I gobelinerne skildres de begivenheder og personer, der har præget Danmarks historie igennem tusind år, og fortællingerne krydres med symboler og ornamentik. Ophængningen i Riddersalen på Christiansborg er logisk, men ikke kronologisk. Det er op til den enkelte selv at samle historien, som man vil.
KIRKEKUNST
I de senere år er Bjørn Nørgaard også blevet bedt om at lave en række udsmykninger til kirker og har også illustreret en udgave af Biblen, genfortalt af Anna Sophie Seidelin.
Det er ikke nyt for ham at beskæftige sig med bibelske motiver. Lige siden 1960´erne har der været religiøse motiver at finde i hans kunst. Og på samme måde som han samler fra verdenshistoriens skatkammer, så tager han elementer fra alverdens religioner. Selv er han ikke troende, for han anser det for umuligt for det moderne menneske. Men han opfatter den kristne tro som en stor og smuk tanke, og anser kirken for en væsentlig del af den vestlige kultur og tankegang. Derfor er han i stand til at skabe kunst til kirkens rum.
PLATFORM FOR DISKUSSION
Sideløbende med de mange udsmykningsopgaver laver Bjørn Nørgaard også sin egen kunst. Han har skabt en del større og mindre keramiske værker, en del med udgangspunkt i figurer fra den nordiske mytologi. Han har ligeledes skabt skulpturer, vægrelieffer og grafik. Derudover fortsætter han med at lave sine materialeundersøgelser, som han påbegyndte på Eks-Skolen.
Til verdensudstillingen EXPO i Hannover i 2000 skabte Bjørn Nørgaard skulpturgruppen Det Genmodificerede Paradis. Temaet for udstillingen var "Mennesket, natur og teknik", og det gav Bjørn Nørgaard lejlighed til at diskutere emner som gensplejsningens fordele og ulemper. Således fik han igen med sin kunst skabt en platform for diskussion.
Det er fælles for hans meget alsidige euvre, at han altid har formået at være debatskabende og nogle gange provokerende. Dog er provokationen ikke et mål i sig selv. Det skyldes, at han er en samfundsbevidst kunstner, der ønsker en dialog med omgivelserne. Midlet til dialogen kan være grænseoverskridende.
