IDÉEN
"Jeg sælger en idé, en idé på dåse", har Manzoni sagt om Merda d'artista. Og det er netop det essentielle for Manzonis værker. Det er idéen eller konceptet, der er det bærende element. Om "indholdet" så rent faktisk stadig eksisterer, er mindre vigtigt. Dermed brød Manzoni tidligt med det modernistiske kunstbegreb, hvor kunsten formidlede et budskab og en æstetik.
Manzoni ønskede at omdefinere dette. Han ville ikke se anderledes på tingene, men se noget andet. Det var en erkendelse af, at en kunstner kun kunne bruge de materialer, tanker og former, som hans egen tid fordrede. Ved at sammenstille det fysiske og det metaforiske, det individuelle og det universelle søgte han derfor at omdefinere det traditionelle kunstbegreb.
Selve skabelsesprocessen blev det bærende, og han satte sig ud over enhver form for figurativ og fortællende kunst. Her videreudviklede han på idéer som forskellige kunstnere som også den amerikanske ekspressive maler Jackson Pollock og den franske maler Yves Klein udforskede.
Linea Lunga 7200 metri, 1960. Foto: Gunnar Merrild
READY-MADES
Principperne i Manzonis kunst trækker også en klar linie tilbage til Marcel Duchamp (1887-1968), der skabte stor debat, fordi han i 1917 udstillede et pissoir med titlen "Fontæne". Derved blev der for alvor sat spørgsmålstegn ved kunstens traditionelle værdibegreber og rørt ved grænserne mellem kunst og ikke-kunst. Herefter kunne alt i pricippet betegnes som kunst. Mange af de kunstnere, der i slutningen af 1950´erne og begyndelsen af 1960´erne ville bryde med traditionerne, fandt inspiration i den dadaistiske bevægelse og disse "ready-mades", som Marchel Duchamp var eksponent for.
VÆK FRA MALERIET
Der var i denne periode en gruppe af samfundsengagerede kunstnere, der ønskede at udviske grænserne mellem kunsten og den omgivende verden. De ønskede at rense kunsten for alt, hvad der var arvet fra tidligere tiders kunstretninger. Piero Manzonis achromer var et led i en renselsesproces. Her arbejdede han sig væk fra det figurative og fortællende, og gav i stedet materialerne deres eget sprog ved at folde, klippe eller dyppe det i væsker, så materialet ændrede karakter. Eller han valgte materialer som vat, strå, flonel og pels, der i sig selv har en stoflighed. Det var især Piero Manzonis eksperimenter med materialerne, der inspirerede kunstnerne bag den kunstretning, der er blevet kaldt Arte Povera.
SOCLE DU MONDE
Piero Manzonis eksperimenter med aromerne berører vores traditionelle opfattelse af kunst, og i hans kunstneriske arbejde fortsatte han med at udfordre dette begreb. Det kulminerer i 1961, hvor Manzoni i Herning skaber det føromtalte værk Socle du Monde, Hommage á Galilei.
Vi er vant til, at skulpturer præsenteres på en sokkel, og at soklen er med til at definere den genstand, den bærer, som et kunstværk. Men Manzoni har vendt Socle du Monde på hovedet, og den bærer hele kloden som sit kunstværk. På den måde peger Manzoni med en altfavnende gestus ud på hele verden og signerer den som en gigantisk "Manzoni".
Socle du Monde kan betragtes som Manzonis kunstneriske programerklæring: En kunstner skal ikke begrænse sig til at arbejde med nogle få specifikt kunstneriske materialer. Hele verden står til rådighed som materiale, og som et ikke erobret kreativt terræn, der kun venter på at blive opdaget. Der er samme tankegang bag værkerne Base Magica, 1961 samt Magisk Sokkel nr. 2, 1961. Det er trækasser, man kan stille sig på og dermed selv blive til et kunstværk. Manzoni satte derved med vanlig ironi spørgsmålstegn ved værkets karakter, kunstnerens rolle og forholdet mellem kunsten og den omgivende verden.
Socle du Monde, 1961. Foto: Ole Bagger
MENNESKET SOM MATERIALE
Piero Manzoni skabte således værker, der på forskellig måde gjorde oprør mod den traditionelle kunst. Achromerne var nogle af dem, og andre markante værker kan nævnes. Uova sculptura er værker bestående af hårdkogte æg, hvorpå Manzoni satte sit fingeraftryk som signatur. Ved en happening i 1960 kunne publikum endog spise disse værker.
Han skabte endvidere i 1959-60 værker, der indeholdt hans egen ånde. Denne blev pustet ind i en beholder og solgt som Fiato d´artista, og prisen afhang af, hvor meget luft kunstneren havde fyldt i. Han gjorde sig også overvejelser om at fylde sit eget blod på flasker, som derefter skulle sælges. Denne idé blev dog aldrig realiseret. Men Manzoni inddragede altså sin egen krop i værkerne, og blev derfor en af forgangsmændene for "Body Art". Denne inddragelse af sig selv blev ret bogstavelig i 1961, hvor Merda d´artista blev til.
Merda d'artista, 1961. Foto: Gunnar Merrild
Manzonis egen afføring forseglet i små dåser indeholdende 30 gram hver. 90 eksemplarer blev det til i alt. Dåserne blev solgt til en pris der svarede til den aktuelle pris for 30 gram guld. Alle dåser har en etiket med et baggrundsmønster, hvorpå Piero Manzonis navn er skrevet sammen i tekstlinier, så de fylder hele etiketten. Manzoni har tidligere beskæftiget sig med denne uendelighedsdimension i hans arbejde med linierne, hvor linier på papir af forskellig længde blev anbragt i beholdere og solgt efter mål. Dette arbejde kulminerede med Linea Lunga, som han, som nævnt, skabte under et ophold i Herning.
Han havde ligeledes planer om at tegne en hvid streg langs hele Greenwich medianen, som dog ikke nåede at føre ud i livet. Han døde i en alder af kun 29 år af en leverlidelse. Men trods sin korte levetid, formåede han at sætte sit eftertrykkelige fingreaftryk på kunsthistorien og formåede i den grad at rokke ved vores opfattelse af kunst og grænserne mellem kunsten og livet, sådan som det var hans hensigt.
Mange af Piero Manzonis værker blev og bliver opfattet som provokationer. Men samtidigt er de et udtryk for, hvad der efter Manzonis overbevisning gør noget til kunst. Det er hverken materialets ædle karakter eller kunstnerens behandling af det, der skaber kunstværket, men derimod kunstnerens autentificering af det, som værende kunst.
LÆS MERE
Piero Manzoni CV
