Robin Hood

Birk fotograf Ole Jørgensen robin hood 1  Birk fotograf Ole Jørgensen robin hood 2Robert Jaccobsen, Robin Hood, 1960. Foto: Ole Jørgensen 

Kunstneren Robert Jacobsen var i flere omgange på gæstevisit i Herning hos Aage Damgaard. Resultatet af sådan et gæstevisit i 1960 blev skulpturen Robin Hood, der er skabt af genbrugsmaterialer. Ved at sammensætte metalstykker skabte Robert Jacobsen liv i det hårde materiale, en livlighed der også opstod, da han som oftest arbejdede uden skitser og lod skulpturerne opstå i selve skabelsesprocessen.

Værket, der står i Skulpturparken, er et eksempel på Jacobsens mere fortællende stil, mens han ellers er kendt for sine abstrakte konstruktioner i jern, som fx skulpturen Rum. Både skulpturen selv og dens titel leder vores fantasi i en bestemt retning. Robin Hood er både figurativ og abstrakt. På den ene side står skulpturen med sine kraftige abstrakte linjer, der ikke i sig selv ligner en rigtig Robin Hood. Men på den anden side fornemmer vi, at skulpturen gengiver Robin Hoods spændte bue. På den måde kommer skulpturen til at ligge på grænsen mellem det figurative og det abstrakte.

Skulpturen var oprindeligt tænkt som en springvandsskulptur, og blev oprindeligt placeret i en kunstig dam tæt på Den Sorte Fabrik. Da fabrikken senere blev flyttet til Birk, blev skulpturen placeret i Skulpturparken bag fabrikken, Angli Gaarden.

På trods af at Robert Jacobsen er mest kendt for sine store, abstrakte skulpturer, spænder han bredt i sit virke. Han svinger mellem at lave abstrakte kompositioner som skulpturen Rum, der også findes i Skulpturparken, til at lave mindre skrotskulpturer kaldt ’dukker’, der var menneskelignende figurer – alle i et meget fortællende formsprog. Jacobsen arbejdede således med modsætningsforholdet og den fine balance mellem det fortællende, fantasien og humoren på den ene side, og geometrien, klarheden og alvoren på den anden.

 

Læs også

> Rum

 

Fakta
- Robin Hood, 1960

- Kunstner: Robert Jacobsen (1912-1993)

- Størrelse: 330 x 97 cm

- Materiale: Jern, kobber og stål

 

Læs mere
Herning og Billedkunsten af Birgit Hessellund, Herning Kunstmuseum
Angli gjorde det - Aage Damgaard og kunsten af Ejgil Søholm, Gyldendal
> Aage Damgaards skatkammer - en kunstnerisk legeplads