11.10.25 - 15.02.26
11.10.25 - 15.02.26
Åbner 11. oktober 2025
”Næst efter min familie og min virksomhed er kunst det, der betyder mest for mig. Jeg plejer at sige, at jeg trækker vejret gennem kunst. I virkeligheden har jeg jo nok samlermani på højt plan. Jeg kan ikke leve uden kunst, jeg jagter hele tiden et nyt kunstværk, og jeg får en helt særlig lykkefølelse, når jeg får fat i det. Kunst er stærkt, stærkt vanedannende.”
Martin Nielsen, kunstsamler
Udstillingen vil præsentere publikum for nogle af de mange spændende private kunstsamlinger, der omgiver os her i Jylland. De lånte værker sættes i dialog med værker fra HEARTs egen samling, der netop er funderet på en privat samling.
Med udstillingen ønsker HEART at give publikum et kig ind i denne, for mange, skjulte verden, og forsøge at give indsigt i den passion, der ligger bag lysten til at erhverve et værk, samt belyse de private samlere og museets indsamlingspraksis. Hvorfor samler vi – og hvordan?
HEARTs samling bygger på den lokale skjortefabrikant Aage Damgaards private kunstsamling. Han var ”smittet af bacillen”, som hans enke Bitten Damgaard engang har formuleret det. Han var nødt til at samle på kunst, og han blev også nødt til at dele glæden over den med andre. Hans første forsøgskaniner var personalet på hans fabrik, og senere donerede han en stor del af samlingen til stiftelsen af Herning Kunstmuseum. HEARTs historie er således koblet direkte til private samlere og et bevis på, hvad deres passion for kunst har af betydning for de danske kunstmuseer.
Smittet af bacillen giver, ud over et indblik i de private kunstsamleres indkøb, også et indblik i museets samling bestående af både indkøb, gaver og donationer fra fonde og private samlere. Med udstillingen, gøres museets indsamlingspraksis tydelig. Her er det muligt for den besøgende at få en bedre fornemmelse af, hvad der sker inde i museets maskinhus, så at sige.
Foto: Michael Sailstorfer, 1:43-47, Salzburg, 2012